2 ALTERDUGE TIL TORNBJERG KIRKE

INDVIET 1. APRIL 2012

En STOR TAK til Tornbjerg Kirkes præster og menighedsråd, fordi de valgte mig til at udføre opgaven med vævning af 2 alterduge til det meget smukke granit-alter.

I et tæt og fint samarbejde blev vi enige om designet.

De 3 udhuggede kors på siderne af alteret dannede helt naturligt grundlag for mønstret. Der var også et udtalt ønske om smalle striber, som skulle matche det arkitekttegnede helt unikke altersølv. 

I kirkeudsmykning arbejder man ikke med tilfældige tal, så de 3 kors og de 3 brede striber symboliserer således Treenigheden. Mellem de brede striber er der 7 smalle striber. På kirkevæggene er der også brede striber med 7 rækker mursten imellem. 7-tallet er også et helligt tal, da det jo består af 3-tallet + 4-tallet for skabelsens elemener: ild, vand, luft og jord.

Som det fremgår af billederne, kan alterdugen vendes, så man kan bruge den hvide eller grå side opad efter ønske.

I korsene har jeg indvævet en meget tynd og diskret sølvtråd. Ligeså i de små servitter til kalk og disk.

Vævningen var en meget stor teknisk udfordring for mig, da længde og bredde af alterdugen, samt korsenes placering skulle være helt præcise efter 3 gange vask og krymp. Det krævede en hel del prøvevævninger og udregninger på brøkstreger.  

Materialerne er ubleget bomuld, grå hør og sølvtråd.

Indvielsen Palmesøndag den 1. april 2012 var en dejlig oplevelse, med taler og smukke ord fra såvel præster som menighedsrådsformand. Det glædede mit væverhjerte meget at mærke den store glæde over alterdugene, som havde været et længe næret ønske.

Se billeder af en hel væveopsætning på

(nederst på siden)