Messehagelstof til Diernæs Kirke

2001

Bagside

Forside

(For vævere: Væveteknikken er kuvikas  -  mønsteropplukning i y-korset)

Trenden består af 1900 tråde lyseblå merceriseret bomuld.

Islætsgarnet er grønne og blå farver af kamgarn.

Bundislættet er en petrolfarvet silke.

Blandingen af disse garner giver den grønne farve en sammensætning, som spiller op til kirkebænkenes og alterbordets farver.

_______________________________________________________________

____________________________________ 

Præst i Diernæs Kirke: Fritze Steiner-Johnsen

________________________________________________

Initiativtageren til den grønne messehagel, der bruges de fleste af årets søndage, er  Elisabeth Hahn-Petersen, som på det tidspunkt var kirkesanger ved Diernæs Kirke. Hun har desuden broderet og syet messehagelen.  

Motivet skulle henvise til noget, som var specielt for Diernæs Kirke. Elisabeth Hahn-Petersen valgte skibet, idet kirkens skytshelgen, St. Ursula, har dette som sin attribut. (Hun var en britisk kongedatter fra 400-tallet, der sejlede til Rom på pilgrimsrejse med 11000 jomfruer. På hjemvejen blev de overfaldet og dræbt af Hunnerne ved Køln). Skibet er jo også kirkens symbol, og går man udenfor Diernæs Kirke, ser man de grønne marker, den blå fjord og skibene i vandet.

Messehagelen er designet af Camilla Berner,

som er uddannet på Chelsea School of Fine Art i London. Hun har tegnet sejl-motivet på ryggen af messehagelen

og tilpasset farvevalget til kirken, idet den koralrøde og den blågrønne farve spiller op til dominerende farver i altertavlen.

På forsiden har hun tegnet en mindre dekoration, et slags evighedssymbol inspireret af en detalje på alterbordet. Motiverne og linier og farver i messehagelen er nøje afstemt og medvirker både til symbolikken og til en harmonisk helhed.       

Så manglede man bare en væver! Det var her, jeg kom ind i billedet. Elisabeth Hahn-Petersen havde hørt om mit væveproject til Abildgaardsalen på Christiansborg, som netop var indviet i april måned år 2000. Det ville blive mit første messehagelproject, så jeg var meget taknemmelig for forespørgslen, da netop kirketekstiler har min store interesse, så jeg sagde straks ja tak til opgaven.

Menighedsrådet godkendte projectet i maj 2000, og et par måneder senere gik jeg i gang med opsætningen af væven. Under vævningen havde jeg 2 gange medlemmer af menighedsrådet på besøg for at følge processen. Som alle andre blev de meget overraskede over, hvor stort et arbejde det er.

Den store vævemæssige udfordring for mig var at finde ud af, hvordan jeg rent teksnisk skulle bære mig ad med at væve y-korset, og at få det til at ende med den helt rette vinkel - efter krymp og vask. Det kostede en hel del prøvevævninger i forskellige væveteknikker. Det var utroligt spændende, lærerigt og udviklende. Præsten havde et udtrykt ønske om, at den færdige messehagel ikke måtte veje over 1 kg, da den ellers ville blive for tung og varm. Det begrænsede jo mit valg af garn. For at stoffet skulle få et smukt fald, er stoffets bredde (islætsretningen) brugt som længde. Den petrolfarvede silketråd i hvert andet islæt giver messehagelen en fin changering i blåt/grønt. Ligeledes var det, med hensyn til garnvalg og farver, en meget stor udfordring at få alle kirkens blå og grønne nuancer, lige fra en mørk vissengrøn til blågrøn og petrolfarvet samlet til en enhed i stoffet. Her havde vi alle tre et meget fint samarbejde.

Mens jeg vævede, kæmpede Elisabeth Hahn-Petersen med sejlene til motivet på rygsiden af messehagelen. Det var en stor og vanskelig præcisionsopgave, men det lykkedes på fineste vis, og i december måned lå sejlene færdige samtidig med stoffet, parate til at blive syet over på messehagelens rygside.

I løbet af efteråret kom Camilla  Berner med tegningen til motivet på forsiden. Det er et evighedssymbol, et hjul i stadig rotation, med et Kristus-monogram bagved, og alfa og omega på siderne.

         Samme motiv hang ned fra kirkens prædikestol, inden den blev restaureret.

Den restaurerede prædikestol

Camilla valgte smukke franske silkegarner i 5 røde nuancer fra bordeaux til sart rosa, guldtråd belagt med ægte guld, og en meget lyseblå til at lægge rundt om "hjulet" til sidst. Dette broderi var en virkelig stor udfordring, og Elisabeth Hahn-Petersen valgte af tage et kursus hos Selskabet for Kirkelig Kunst for at lære de svære teknikker, specielt i forbindelse med guldbroderi. Efter professionel instruktion og stor hjælp fra selskabets leder, Lillian Christiansen, var broderiet færdigt - efter 95 timers hjemmearbejde, hvorefter det blev klippet ud og applikeret på forsiden af messehagelen, ligesom sejlene blev applikeret på rygsiden. Applikationerne blev udført med messehagelstoffet spændt op i en kæmperamme, som blev lagt over to borde med afstand imellem, så hun kunne sy ned fra forsiden og op igen fra bagsiden.

Nu manglede blot foret, som er meget vigtigt, idet det er synligt, når præsten bevæger armene. En lang rejse bragte Elisabeth Hahn-Petersen til bl.a. Singapore. Der fandt hun det helt ideelle, et indisk silkestof, som changerer i grønt og blåt i præcis messehagelens nuancer. Foret blev syet sammen på maskine, i modsætning til selve messehagelen, hvor hvert sting fra broderi til sammensyning er syet i hånden. Foret blev monteret, og her måtte også en hjælpende hånd til. Irene Estrup, som selv har syet en messehagel, hjalp med at få de to meget forskellige stoflag til at passe sammen og falde smukt uden at trække.

Første søndag i advent 2001 blev messehagelen taget i brug ved gudstjenesten i Diernæs Kirke. Bagefter var der reception i forsamlingshuset for menigheden og for alle, der havde været implicerede i messehagelens tilblivelse.

En stor tak til Diernæs Kirke, samt til Elisabeth og Camilla for den dejlige opgave, og det fine samarbejde om unik kirkekunst.