5

 HER ER MIT LIV..................... i store træk!

Jeg er født i 1944 i Glamsbjerg. En tryg og kreativ barndom. Min fars snedkerværksted med hammer, søm, sav, lim, lak og træstumper - spejderliv - og ikke mindst Krengerupskoven som legeplads - gav kreativiteten fri udfoldelse. Den er fulgt med hele vejen.

Gik i en rigtig god skole - Glamsbjerg Friskole, hvor jeg afsluttede i 1961 med " Den 2 1/4 årige Præliminæreksamen". Kom i lære i Glamsbjerg Bank. Derefter Haarby Bank, Provinsbanken i Odense, og Vestfyns Bank, Assens.

Gift med Arne i 1965. Vi har en søn, en datter, og 4 dejlige børnebørn.

 

Flyttede til "Nygård" i Kirke Søby den 1. april 1968. 

Medhjælpende hustru i vores møbelforretning "Nygård Møbler" fra 1971 til 1977.

Tilbage til banken.

60% graver ved Søby Kirke og 50% bankassistent i Assens fra 1980 til 1988 - (en god og utraditionel blanding)!

Blev bedt om at gå på fuld tid i banken i 1988, og var derfor nødt til at opsige min graverstilling.

Opsagde min stilling i banken den 1. april 1990, efter 23 år i bankvæsenet.

Stoftrykker- og Væverlaugets væveuddannelse 1990-1994

Eget væveværksted "LANDSBYVÆVEREN" fra 1993 til 2002

Da jeg , efter min efterlønsperiode, blev "gammel nok" genetablerede jeg "LANDSBYVÆVEREN" pr. 01.01.2010!!!

1. april 2011 solgte vi  "Nygaard", og købte et godt parcelhus på Hegnet 5, 5631 Ebberup. Her har jeg et dejligt væveværksted på 35m2 med plads til mine 5 væve.

Samtidig var vi så utroligt heldige at få fingre i den mest fantastisk skønne kolonihave i Assens.

_________________________________________________________________________________________

Og SÅ handler det mest om vævning!

I 1981 gik jeg på spindekursus i Jausthuset i Glamsbjerg. I samme hus var der vævekursus, og det så meget tillokkende ud. I 1982 gik jeg på rammevævningkursus der. Jeg fik da vævet et fint stykke stof, men kastede lange blikke efter de store skaftevæve. Sådan en væv ville jeg rigtig gerne eje, og hvad skete der så - i 1984 vandt jeg 20.000,- i en slogankonkurrence - og købte en stor skaftevæv og et klaver for pengene.

SLOGAN for Knorr Krydderier 

om "krydderi på tilværelsen":

Nyde den mad, som er krydret med Knorr.

Pusle i drivhus, hvor peberen gror.

Biodynamisk jord under neglene.

Hjælpe hinanden, og blæse på fejlene.

Plukke buketter i grøft og i eng.

Spinde på rokken når vint`ren er streng.

Små gratis glæder af stor værdi -

Det er for mig LIVETS KRYDDERI.

Jeg fik fat i en teoribog, og gik så selv i gang med at væve. Det gik rigtig fint, og jeg fik vævet viskestykker, plaider, en stor dug til mine forældres guldbryllup og en masse andre gode ting.

I sommeren 1990 hørte jeg tilfældigt, at man manglede een kursist på Stoftrykker- og Væverlaugets kursus i Odense. Det skulle begynde 1. august, og jeg var ikke sen til at få mig tilmeldt. Da man ikke længere kunne gå i lære som væver, havde undervisningsministeriet i samarbejde med Stoftrykker-og Væverlauget i København tilrettelagt et erhvervsmæssigt vævekursus - et diplomkursus  i flere moduler - teorikurser efterfulgt af kurser i praktisk vævning. Man skulle aflevere prøvemapper til bedømmelse i lauget, og fik derefter diplomer på kurserne. Man kan ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, hvor omfattende væveteori er, og jeg brugte ca. 20 timer om ugen på at tegne små sorte og røde firkanter på ternet papir, og vred min hjerne for at fatte sammenhængen i det hele. Den praktiske vævning foregik 2 dage om ugen fra 16-21 samt hver anden lørdag 9-14. Jeg tog alle kurser - incl. billedvævning, så uddannelsen strakte sig over næsten 4 år.

____________________________________________________________________________________________

1. april 1993 tog jeg det store hop ud på det dybe vand og etablerede mig som selvstændig væver under navnet   

Det var jo noget af en vovet affære! Nu måtte det briste eller bære. Jeg følte mig rigtig godt rustet efter det store vævekursus, såvel teoretisk som håndværksmæssigt.

Aktiviteterne gennem de knapt 10 år bestod bl.a. af:

BESTILLINGSOPGAVER - KURSER - KONSULENTOPGAVER - BRUGSTEKSTILER TIL SALG

VÆRKSTEDSBESØG af grupper og foreninger, især i forbindelse med min vævning til Abildgaardsalen.

Nogle af de størstebestillingsopgaver kan ses her på hjemmesiden.

Kurserne bestod af 40-timers meget intensive helugeskurser med kun 4 deltagere på holdene, fra grundkursus til meget komplicerede væveteknikker. Alle kurser handlede både om teori og praktisk vævning. Det blev til 44 helugeskurser. De fleste af disse kurser foregik om sommeren, så kursisterne kunne afsætte 1 uges ferie. I vinterhalvåret havde jeg ugentlige kurser - ud af huset - for pensionister, blinde og psykisk handicappede.

Konsulentopgaverne bestod af opsætning af væve på institutioner, og for private.

Brugstekstilerne var jakker, lange dobbeltvævede vendeveste, plaider, duge, vægtæpper, gulvløbere, møbelstof, gardiner, sjaler, tørklæder, bordløbere m.m.

Jeg havde ialt 6 praktikanter her i perioder af 6 måneder - fra Haandarbejdsseminariet i Kerteminde. Det var meget berigende, og en stor hjælp bl.a. i forbindelse med kurserne.

Det har været nogle helt fantastiske og oplevelsesrige år, som jeg for alt i verden ikke ville have undværet. Men--- jeg må også indrømme, at det samtidig har været utroligt hårdt at "overleve" af. Meget lange arbejdsdage, og meget lille timeløn på brugstekstiler!!! Det lykkedes mig dog at gøre mig berettiget til efterløn, og det var virkelig tiltrængt.

---------------------------------------------

Som tidligere nævnt startede jeg mit lille firma "Landsbyvæveren" op igen pr. 01.01.2010, efter efterlønsperioden.